Mine drømme, eller er de overhovedet det?

Normalt sover jeg meget let. Godt at jeg er døv, så jeg ikke bliver vækket af nattens mange lyd! Normalt har jeg rigtigt svært ved at falde i søvn om aftenen. Jep, jeg ligger i sengen, og der kan gå op til en time med at tælle får, før jeg rent faktisk sover.

Men i den seneste tid har jeg sovet meget tung. Og jeg falder i søvn før mit hoved rører puden. Det bliver nok alle de hårde omgange zumba, jeg takker det for. Det er enormt dejligt, ja. Hvis man altså lige gider se bort fra de særeste drømme, jeg har haft. Eller er det faktisk mareridt? De er uhyggelige nok til, at jeg vågner op med et sæt midt om natten, forskrækket. Med en høj puls og et hjerte, der galoperer vildt af sted. Af og til er der også sved, og mine ben er viklet fast i dynen. Eller de hedder drømme, fordi trods alle det uhyggelige har jeg ikke haft behov for at søge tryghed og sikkerhed hos et andet menneske. Jeg behøver bare at ligge lidt og trække vejret, indtil jeg er rolig (og normal) igen, før jeg falder i søvn. Med slukket lampe. Så hvad skal det mon defineres som? Mareridt eller lidt for livlige drømme?

Jeg husker stort set alle detaljerne, for de er så livlige! Og lige så umuligt at glemme morgenen (og dagene) efter. Men det er et øjebliksbillede, jeg husker. Ikke den hele sammenhæng, altså jeg ved ikke hvorfor jeg det ene øjeblik står på et skib og det næste sidder på muldet i en ridebane. Der er altid masser af mennesker, som om begrebet klaustrofobi slet ikke findes. Jo flere mennesker, jo tættere, jo bedre. Og jeg husker aldrig hvad det præcise øjeblik er, før jeg forskrækket vågner op. Så jeg ved pænt ikke hvad jeg flygter fra.

Så, ja tak til gode forslag og råd. Drømmetydningsbøger eller hvad der nu findes af hokus pokus. Jeg takker ja.